|
Skriveprocessen
Det at skrive kan virkelig være forunderligt. Det kan være fantastisk, forløsende, terapeutisk, hyggeligt og ... skide hamrende irriterende.
Det er af og til at det slår mig, at andre folk (læs: ikke skrivende) slet ikke kan forstå fascinationen af at sidde og glane på computeren aften efter aften for at få ens personer til at gøre som de vil.
Indrømmet ... det kan jeg sgu heller ikke selv af og til, men både mig selv og mange andre af mine forfattervenner siger det samme ... vi lever og ånder for de perioder i vores skriverier, hvor personerne overtager magten, og lever deres eget liv.
Og når DET sker, er det virkelig fantastisk! Man bliver totalt grebet, fingrene flyver over tastaturet for at kunne følge med de ting, som personerne har tænkt sig at gøre, uden at man selv er særlig delagtig i det.
Især er det fantastisk fordi disse passager altid bliver så meget bedre end alt andet.
Desværre kan man ikke skrive en hel roman på den måde. Det ville ellers være ret skønt.
At skrive en roman er langt hen ad vejen hårdt arbejde, så det er selvfølgelig noget man skal være dedikeret til. Intet kommer af sig selv, og man må lære nogle ting undervejs.
Nogle på den hårde måde, andre dumper ned fra himlen, når man er mindst forberedt. Men fælles er at det er altså de færreste der bare kan spytte en bestseller ud, uden at have arbejdet for det.
Der er tusind måder at skrive på. Hver forfatter har sin egen stil, sin egen fremgangsmetode og sine egne præferencer.
Jeg kender forfattere, der kan skrive scenerne og pusle dem sammen til et gigantisk puslespil til sidst. Jeg kender forfattere der laver detaljerede sceneoversigter, så de har hele historien lagt på plads, inden de begynder.
Jeg ville ønske at jeg var så struktureret. Jeg ville ønske at jeg kunne planlægge så meget, for det er med garanti derfor jeg af og til går død i mine romaner. Pludselig er der for meget at holde styr på, og når man insisterer på at holde det inde i hovedet (især i et hoved, der har hukommelsesproblemer), så bliver det pludselig for meget.
Så jeg har besluttet mig for at næste gang jeg går død, så VIL jeg prøve mig med sceneoversigter og struktur.
En ting kan jeg dog ikke afvige fra, ser det ud til. Og det er at skrive kronologisk. Jeg har altid ment at hvis en historie er værd at skrive, så har den udviklet personerne i den.
Derfor er det pr. definition ikke de samme personer der optræder i starten, som i slutningen. Og derfor er det umuligt for mig at skrive en scene senere i romanen, hvis jeg ikke er nået til den. Umuligt fordi jeg simpelthen ikke kender den person endnu.
Jeg har ændret mange ting i min måde at skrive på, men denne har jeg ikke pillet ved.
Når jeg skriver en roman, så starter jeg med en dramatisk hændelse og arbejder mig fremad. Selvfølgelig har jeg nogle ideer til scener hist og pist, men de må pænt vente til jeg når til dem. :-)
Og for det meste skriver jeg da også stikord ned til scenerne, men langt hen ad vejen ligger billederne bare parat inde i underbevidstheden et eller andet sted.
Nu er der jo også sådan at jeg i de seneste tre romaner har skrevet om historiske hændelser. Så giver handlingen jo sig selv, da den er dokumenteret og man ikke kan afvige fra den.
Når man skriver fuldt fiktive romaner, er der selvfølgelig også mere brug for sceneoversigter, så man er sikker på at få det hele med.
Med dokumentarhistoriske romaner er det jo helt andre ting, der er vigtige. Handlingen er givet på forhånd, men mit job - som historisk forfatter - er jo at give personen liv. At retfærdiggøre mine personers handlinger, så en nutidig læser kan forstå bevæggrundene.
Nåh, jeg kunne selvfølgelig blive ved og ved med at ævle om det at SKRIVE romaner, men et lige så stort punkt er jo redigeringen.
Der findes tusinde gode råd om redigering, som jeg ikke vil komme ind på her. Men én ting vil jeg dog sige ...
Jeg hader redigering. :-)
Når jeg først har skrevet historien er den ude af min hjerne og jeg er ved at gøre mig klar til en ny. Jeg er selvfølgelig ikke helt ligeglad med min historie, men hvis en redaktør beder mig om at slette eller ændre, så bliver jeg aldrig en af den slags forfattere, der holder stejlt på at mine ord er guddommelige.
Det ved jeg sgu godt at de ikke er. :-)
Et andet punkt, som er meget typisk for mig er, at når jeg er færdig med romanen synes jeg ALTID at det er det værste lort jeg nogensinde har skrevet. Om det er normalt, aner jeg ikke, og det forskrækkede mig noget de første gange det skete, men nu ved jeg, at det bare er en del af MIN process.
Men summa summarum ... at skrive/at redigere/at finde på historier ... alt det er MEGET individuelt. Intet er forkert. Intet er rigtigt.
Jojo ... Noget er bedre andet er dårligere, helt klart, men hvis du ikke lige følger alle skrivebøgers råd, så behøver du ikke være en dårligere forfatter af den grund.
Enhver forfatter har sin egen måde at gøre tingene på, og hvis det fungerer, så lad være med at ændre det. :-)
|